Information, 4. marts 2002, af Rasmus Kragh Jakobsen

Lyset der gik i sort
En gribende historie om den geniale matematiker John Forbes Nash, der efter 30 års skizofreni atter vågnede op.

Biografi
En kold morgen i februar 1959 daskede det 30-årige geni John Forbes Nash, Jr. ind i MIT – matematikernes fællesrum med en udgave af New York Times under armen. Han gik hen til en lille gruppe, pegede på artiklen i øverste venstre hjørne og sagde ud i luften, at den indeholdt et krypteret budskab fra beboerne af en fjern galakse. Han fortalte, at de kommunikerede til ham gennem avisen, og at det kun var ham, som var i stand til at bryde koden.
Ingen af de tilstedeværende vidste, hvad de skulle sige. Var den smukke unge matematikstjerne blevet gal, eller var det endnu en bizar morsomhed fra hans side?

I løbet af kort tid blev det klart for alle, at han var meget syg. Nash så tegn overalt – en hund der gik på gaden, en linje i avisen, mænd med røde slips. Mystiske breve dukkede op på afdelingen, og i Chicago undrede man sig over, at Nash havde afslået et professorat, fordi han skulle begynde som »kejser af Antarktis.« Afdelingen var i panik. Var det virkelig sandt? Hvordan kunne det gå til?

Hvordan kunne du?
Det samme spurgte professor George Mackey fra Harvard University, der kort efter besøgte Nash på hospitalet. »Hvordan kunne du. En matematiker, en mand viet til fornuft og logik... Hvordan kunne du tro, at fremmede væsner fra det ydre rum rekrutterede dig til at redde verden? Hvordan kunne du?«
John Nash, der som 21-årig havde opfundet den mest indflydelsesrige matematiske teori for rationel menneskelig adfærd, sad i en lænestol og stirrede på en plet foran Mackeys venstre fod. Det var en ubehageligt varm dag. Til sidst kiggede Nash op. »Fordi,« sagde han langsomt og nærmest til sig selv, »jeg fik de idéer om overnaturlige væsner på samme måde, som jeg fik mine matematiske idéer. Derfor tog jeg dem
seriøst.«

Eftertraget geni
Nash var i 1959 anerkendt og anset som et geni, der ikke blot tænkte hurtigere, koncentrerede sig mere intenst og huskede mere, men også som én, der fik indsigter, ingen anden kunne få.

De fineste universiteter ville have Nash. Efter sin skolegang og opvækst i en normal lille by i West Virginia havde Nash klaret sig fremragende, og omend hans kammerater mobbede ham, så professorerne et stort potentiale i den unge mand. Princeton var ivrigst og vandt. Her havde han det som blommen i et æg. Med giganter som Einstein, Gödel, Oppenheimer og von Neumann skulle universitetet snart blive verdens navle inden for matematik. Nash nærede en dyb afsky for blot at absorbere viden og en stærk tro på at lære tingene ved selv at gøre alt fra grunden. Som studerende læste han sjældent, men, snakkede i stedet med professorerne og malkede dem for deres viden. Hvor andre satte sig og studerede, hvad der var skrevet om et emne ,kastede Nash sig ud i problemerne ren og upåvirket. Hans måde at arbejde på var yderst utraditionel og meget modig. Nash grublede typisk over et spørgsmål i lang tid. Og på et tidspunkt ville han få et glimt af indsigt, en intuition, en vision, hvor han så løsningen. Disse syn var ikke rationelle. En kollega beskrev det som »Nash så den matematiske situation som et billede i sit hoved. Løsningen var der, men ikke alle trinene, der skulle til for at føre et egentligt bevis. »Visionerne kom typisk tidligt i processen, og han konstruerede de tunge arbejdskrævende beviser bagefter. En arbejdsmetode, andre store genier – Poincaré, Riemann og Ramanujan – også var kendt for.

Spil-teori
Han mødte John von Neumann, der som den første indså, at social adfærd kan analyseres som et spil. Både i spil som poker og ved seriøs økonomisk konkurrence mellem virksomheder eller nationer kræves en rationel analyse af fordele og ulemper ved et givent træk. Og i begge situationer er udfaldet ikke kun afhængig af ens egne træk, men også af de andres uafhængige træk. Neumann var overbevist om, at alle parter ville klare sig bedst, hvis de lavede aftaler og alliancer, som blev foreholdt en central overordnet myndighed, der sikrede, at pagterne blev fulgt.
Den meget yngre Nash så anderledes på det og udviklede i sin afhandling et nyt koncept. Hans gennembrud var at lade alle individer uafhængigt vælge sin respons til de andre parters bedste strategier. På den måde kunne alle maksimere fordele og minimere ulemper. Han viste stik modsat von Neumann, at en decentraliseret beslutningsproces faktisk kunne være sammenhængende.

Dengang i 1949 var man nærmest lidt skuffet over Nash’ ph.d. afhandling – spilteori blev ikke anset som ’dyb’ matematik. Det var først langt senere, at økonomien på baggrund af Nash’s teori gennemgik en metamorfose, som mindede om den, Mendels, Darwins og Newtons teorier havde katalyseret for henholdsvis biologien og fysikken. Nash tog det pænt, han anede, at det var gigantens nederlag til den unge opkomling, som stak under. Efter Princeton kom Nash til MIT, og det var her, hans talent virkelig blomstrede. På MIT var det en dyd at være excentrisk. Her var matematikerne en særlig kaste, og der var en stemning af, at jo mere excentrisk man var, des bedre matematiker. Der var folk, som simpelthen glemte at binde deres snørebånd, for at kunne udbryde »Aaah, jeg husker, at jeg bandt det venstre, og så må jeg have sluttet ud fra symmetrien, at det højre også var bundet.«

Nedturen
Man tolererede excentrikere, så længe de var dygtige, og Nash var dygtig. Han yndede at sige, at der kun var tre egentlige genier på MIT, »og jeg er nok den klogeste.« Han lagde aldrig skjul på sine egne evner eller på, hvor meget han foragtede intellektuelt underbemidlede, som han nedgjorde ved hver en lejlighed.

Men det var også på MIT, at verden faldt sammen om Nash. Han var på toppen af sin formåen, var netop blevet gift med en smuk ung fysiker, Alicia Larde, og alt tegnede lyst da skizofrenien brød ud.

Det moderne billede af den forfærdelige sygdom peger på, at man kan have anlæg for sygdommen, og at forskellige begivenheder over årene kan få den til at bryde ud. Ingen ved, hvad der fik Nash’ sygdom til at bryde ud. Nogle siger, det var et afslag fra en ung mandlig matematiker, andre, at det var chokket over, at en ukendt italiensk matematiker viste sig at have løst et vigtigt problem kort før
Nash. Atter andre peger på den prestigefyldte Fields Medal, som Nash brændende ønskede og forventede at vinde, men ikke vandt.
Nash havde desuden en elskerinde inden Alicia, som ingen vidste noget om, og hun fødte en søn. Nash’ opførsel skulle senere ramme forældrene så hårdt, at moderen anklagede ham for at have forårsaget faderens hjerteanfald og død – Nash ville hverken gifte sig med elskerinden, Eleanor, eller støtte hende og barnet økonomisk.

Denne hvirvelvind af begivenheder ramte Nash inden for samme efterår, og kort efter brød han sammen. Moderen blev ramt af en dyb depression, og Alicia stod tilbage, gravid og gift med en meget syg mand, som hun elskede. Alicias liv blev ikke, som hun havde håbet. Hun indså, at ingen andre i verden ville tage sig af Nash, og de flyttede til Princeton i håb om, at omgang med andre matematikere ville hjælpe Nash. Hun lod Nash bo hos sig, og gennem de næste 30 år passede hun sønnen Johnny og fulgte

Nash ind og ud af hospitaler. Hendes største frygt viste sig at blive virkelighed, da skizofrenien også brød ud hos den unge Johnny. Alicia holdt ved.

Miraklet
I 1980’erne dukkede Nash’ navn op overalt i bøger om økonomi, biologi og matematik. De fleste antog, han var død, og de, der vidste bedre, tav. Men så skete to mirakler.

Matematikeren Freeman Dyson husker en dag sidst i 80’erne, hvor han som sædvanligt hilste høfligt på den tavse spøgelsesfigur Nash.
»Jeg ser, din datter er i avisen igen,« svarede Nash.

»Det var fantastisk,« husker Dyson, som aldrig før havde hørt den store matematikers stemme, »ikke blot hilste han, han viste også, at han kendte til hendes eksistens. Langsomt var han begyndt at vågne.«

Harold Kuhn er professor i matematik ved Princeton og Nash’ tætteste ven. De har kendt hinanden i næsten 50 år, har haft de samme lærere, kendt de samme mennesker og færdes i de samme elitære kredse. Kuhn mødtes med Nash en mild dag i oktober 1994. De gik en tur efter frokost og satte sig på en lille bænk. Kuhn havde øvet sig siden dagen før på det, han nu skulle til at sige.

»Der er noget, jeg skal fortælle dig, John.« Nash ville blive ringet op dagen efter omkring klokken seks. Det ville være fra Det Kongelige Svenske Videnskabernes Akademi, Kuhns stemme blev tyk og grødet af bevægelse. »Han vil fortælle dig, John, at du har vundet Nobelprisen.«
John Nash lever i dag sammen med Alicia og arbejder atter som matematiker på Princeton.

Sylvia Nasars prisbelønnede bog A Beautiful Mind, Faber & Faber, 113 kr, 461 sider.
Bogen er filmatiseret, og filmen med Russell Crowe i hovedrollen havde premiere fredag den 1. marts.
Denne side: http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=125736

Information, 1. marts 2002, af Eva Novrup Redvall

Medrivende matematik

Russell Crowe brillerer endnu engang i Ron Howards biografiske drama ’Et smukt sind’ om det matematiske geni John Forbes Nash Jr.

En film om den nobelprisvindende matematiker John Forbes Nash Jr. lyder umiddelbart ikke som det stof, en Hollywood-film – og slet ikke en Ron Howard Hollywood-film – er gjort af. Howard har senest stået bag film som Apollo 13, Ransom og EdTV, og man har svært ved at se, hvordan han skulle kunne finde tilstrækkeligt med action i Nash’ liv, som især var præget af en indre kamp mod skizofreni. Det har Howard imidlertid løst opfindsomt i det biografiske drama Et smukt sind ved at tage sig nogle dramatiske friheder, der skaber elementær spænding, tilsætter en god portion romantik i form af hans ægteskab med den ligesindede talgroupie Alicia og effektivt illustrerer kontrasten mellem matematikkens perfekte verden og dagligdagens kaos.

Og man kan da også finde en indlysende tre-akt struktur i Nash’ liv, der var præget af tidlig succes i hans studietid på Princeton i 1940’erne, efterfulgt af barsk modstand i form af hans mentale sygdom og siden genoprejsning og triumf med tildelingen af Nobelprisen i 1994 for en økonomisk teori, han formulerede allerede under sin studietid.

Fermt visualiseret
Manuskriptet til Et smukt sind er skrevet af Akiva Goldsman, som har baseret det løst på journalisten Sylvia Nasars biografi med samme titel.
Bogen indeholder flere kritiske passager om Nash’ person, som i filmen er redigeret ud for at skabe et imødekommende portræt af et genert og godhjertet geni.

Hvor meget filmen tegner et nuanceret billede af virkelighedens i dag 73-årige Nash, kan man derfor spørge sig selv om, men på sine egne præmisser fungerer filmen fint som et interessant portræt af en mand, der kan se ting, vi andre ikke kan. Både i matematikkens og virkelighedens verden.
Howard får fermt visualiseret både Nash’ komplicerede teorier og hans tvangsforestillinger. Hans banebrydende økonomiske teori formuleres ifølge filmen således ud fra mønstrene i dating-dramaerne på hans lokale værtshus.

Det er da til at tage og føle på, ligesom billederne af en koncentreret Nash, som løser ligninger på biblioteksvinduerne i et smukt filmet Princeton.

One Man Show
Goldsmans historie formår et langt stykke ad vejen at undgå mange af den biografiske genres alt for velkendte konventioner.

Desværre er filmens sidste tredjedel temmelig mekanisk og lovlig sentimental. Howard virker mere interesseret i Nash’ nedtur end i hans ellers fascinerende selvhelbredelse og bevæger sig lidt for problemfrit videre til de afsluttende Nobeltaler og tårevædede øjne.

Et smukt sind følger hele 47 år af Nash’ liv, og filmen er i høj grad et one man show med Russell Crowe som det altdominerende centrum, uden at han nogensinde falder for chancen til at overspille glansrollen.

Som i The Insider formidler Crowe sin indadvendte karakter via kropssprog og antydningens kunst. Små tics, nervøse hænder og flakkende øjne er nogle af de vigtigste elementer i hans gribende portræt af det plagede geni.

Omkring sig har Crowe et stærkt cast med Jennifer Connelly som Alicia, Ed Harris som en mystisk koldkrigs-agent og Christopher Plummer som psykiater. Både Crowe og Conelly er Oscarnominerede, ligesom filmen og manuskriptet. Og der er ingen tvivl om, at Et smukt sind er gjort af det stof, som vinder Oscars.

Et smukt sind. Amerikansk. Instruktion: Ron Howard. Manuskript: Akiva Goldsman.
Denne side: http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=125597

Information, 4. marts 2002, af Jonas Heide Smith og Robin Engelhardt
Hvordan man vinder i spil
Spilteori har fået stor indflydelse på mange naturvidenskabelige felter og begynder nu også at gøre sig bemærket i de sociale videnskaber. Men den har også sine rationelle begrænsninger

Omkring 500 år før vor tidsregning havde jøderne i Babylon faste regler for, hvordan ægtemænds formue skulle fordeles blandt deres koner i tilfælde af mandens død. Havde en ægtemand for eksempel efterladt tre koner, og stod der i ægteskabskontrakten, at hans formue skulle deles i forholdet 1:2:3, så foreskrev den religiøse skrift Talmud, at disse proportioner skulle overholdes så præcist som muligt. Ejede han kun 100 enheder, foreslog Talmud dog, at pengene skulle fordeles ligeligt blandt dem alle tre. Men ejede han 200, skulle pengene fordeles efter den mærkelige formel 50, 75 og 75, altså som en lige deling mellem de to sidste koner, mens den første fik en smule mindre. Denne forskrift, eller ’Mishna’ – som man kalder en lov i jødernes religiøse lovsamling, har forbløffet Talmud-eksperter i over 2000 år.

Men i 1985 opdagede nogle matematikere, at Talmuds forskrifter og love forudså resultaterne af den moderne spilteori. Hver enkel foreskrift svarer til en løsning i dette post-ægteskabelige, kooperative spil, således at det minimerer den maksimale dominans af en hvilken som helst koalition blandt konerne.

Altædende Leviathan
På trods af dette og mange andre historiske eksempler på spilteoriens praktiske anvendelse er den ’matematiske spilteori’ et relativt ungt forskningsfelt. Den blev formelt formuleret for første gang af John von Neumann og Oskar Morgenstern i 1944. I løbet af 50’erne var det især John Nash, der videreudviklede teorien. Allerede i 70’erne var den blevet et af de vigtigste redskaber i matematisk analyse, og i løbet af 80’erne og 90’erne udvidede dens anvendelsesområder sig til en lang række andre discipliner såsom økonomi, biologi (især i forhold til evolution), økologi, antropologi, psykologi og politisk videnskab. Og det er sikkert, at mange vil følge.

Også samfundstænkning i bredere forstand har set muligheder i spilteorien. Allerede i 1651 stillede den engelske filosof Thomas Hobbes sig selv det åbentlyst spil-teoretiske spørgsmål:

»Hvordan kan egoister opnå fred og fremgang?«

Eftersom to egoister aldrig kan stole på hinanden, var det tydeligt for Hobbes, at det måtte ende grueligt galt. For egoister, der kun var ansvarlige for sig, selv kunne livet kun være alles kamp mod alle. Men Hobbes så en udvej. Hvis man kunne frembringe en situation, hvor handlinger, der var til skade for andre, var forbundet med sanktioner, kunne man få selv egoister til at opføre sig pænt. Løsningen for Hobbes var oplagt: Alle egoister skulle overgive deres frihed til en magtfuld stat. Selvom man kan sige mangt og meget om Hobbes løsningsidé, sådan som han formulerede den i sit klassiske værk Leviathan, er analysens matematiske essens spilteoretisk, eftersom den understreger, at den enkeltes optimale strategi afhænger af andre individers strategier.
I en artikel med titlen »Altruistic Punishment in Humans« fra fagbladet Nature den 10. januar i år ændrer økonomerne Ernst Fehr og Simon Gächter Hobbes model ved ikke at overlade det til en almægtig stat at sanktionere egoisterne, men ved at lade de andre deltagere i spillet udføre sanktionerne. Eksperimentet viser, at deltagerne, som egentlig er ganske almindelige forsøgspersoner i et specielt designet spil, ofte bliver helt vilde med at straffe egoisterne, selv om det koster dem selv en hel del point og ressourcer.

Tyranni og samarbejde
Den underliggende præmis for den matematiske spilteori er altså, at de ’agenter’, spillere eller personer, der skal til at vælge mellem forskellige handlinger, opfører sig rationelt i forhold til et givent sæt af omstændigheder og præferencer. Problemet er dog, at mennesker ikke altid er rationelle. Et andet problem er, at ’rationalitet’ normalt ikke er en almenmenneskelig eller social værdinorm – heldigvis. I eksemplet med den altruistiske afstraffelse forekommer lynchning jo som en rationel konsekvens. I Hobbes almægtige stat er resultatet tyranni.

Man må derfor være påpasselig med at anvende spilteori i f.eks. politik. Også i spørgsmål omkring miljø, sundhed, risikovurdering og ledelse er spilteori problematisk. Rationel miljøpolitik i Lomborgsk forstand (»at få mest miljø for pengene«) betyder jo, at man i stedet for at passe på grundvandet blot opstiller flere kemiske rensningsanlæg. Rationelt, billigt, og så kan man svine lystigt videre!

Der findes en lang række områder, hvor spilteorien har vist sig at være særdeles anvendelig og fornuftig. I situationer, hvor man virkelig kan tale om rationelle agenter, eller hvor det handler om agenters »blinde søgning« igennem nogle evolutionære tilpasningsprocesser, har spilteorien fremvist forbavsende resultater.

For eksempel kan blinde og »selviske« gener i rammerne af den evolutionære spilteori, som den blev formuleret af englænderen William Donald Hamilton i 60’erne, sagtens engagere sig i samarbejde, hvis det fremmer deres egen overlevelse. Det har at gøre med noget så simpelt som at sprede sine gener.
Desuden viste amerikaneren Robert Axelrod i begyndelsen af 80’erne, at en direkte og vedvarende vekselvirkning mellem to eller flere ellers uafhængige agenter sagtens kan medføre et stabilt og tillidsfuldt samarbejde i det lange løb.

Endelig fremførte Axelrod den tankevækkende hypotese, at hvis samarbejde virkelig er så fremherskende og fornuftig, er det antageligt indbygget i mennesket som instinkt. En teori om konflikt kan altså også udlægges som en teori om samarbejde.

Spilteori
Spilteori vurderer, hvilken strategi en aktør bør benytte for at opnå det bedst mulige resultat i en konkurrence med andre aktører. I modsætning til traditionelle økonomiske analyser fokuserer spilteorien på, at den enkelte aktørs optimale strategi er afhængig af de andre aktørers strategier.

Denne side: http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=125738

Information, 1. marts 2002, af Christian Monggaard Christensen

Systemet stoler på mig

Det er en en fantastisk personlig udfordring at skulle dramatisere et sygt menneskes vrangforestillinger, fortæller instruktøren Ron Howard, der er aktuel med det Oscarnominerede drama ’Et smukt sind’ om den matematiske nobelpristager John Forbes Nash Jr.

Sig navnet Ron Howard, og de færreste herhjemme ved, hvem du snakker om. Som han sidder der i konferencerummet på Stockholms fornemme Grand Hotel med udsigt til kanalen og det svenske kongeslot, gør han heller ikke meget væsen af sig.

Afslappet klædt i mørkt, med trendy sportssko på fødderne og uden den sædvanlige cap til at dække det karakteristiske, men efterhånden sparsomme, røde hår ligner 48-årige Ron Howard ikke ligefrem det, han er: En af Hollywoods mest magt- og succesfulde instruktører og producenter, som nu er Oscarnomineret for sin seneste film, det biografiske drama Et smukt sind.

Howard begyndte tidligt i showbizz, som barneskuespiller i en hovedrolle i The Andy Griffith Show; som ung var han med i serien Happy Days side om side med Henry Winklers Fonzie, og i George Lucas’ nostalgiske ungdomsfilm Sidste nat med kliken – populære roller, der gjorde lille Ronnie Howard til et kendt og elsket ansigt i USA.

Men skuespillet gav Howard større lyst til at stå bag kameraet og selv tage alle beslutningerne. Og gennem snart 20 år har han med sin producerpartner i Imagine Entertainment, Brian Grazer, skabt sig et navn på at lave succesfulde mainstreamfilm – Splash, Cocoon, Ransom, Apollo 13 – i alt 15 film, der i værste fald er god underholdning, i bedste også i besiddelse af et vist mål af kunstnerisk nerve og integritet.

Som Et smukt sind, der måske nok er gjort af det stof, som det amerikanske filmakademi elsker at overøse med Oscars: En følsomt fortalt, velspillet og indlevende sygdomshistorie – tænk bare på tidligere darlings som Rain Man, Min venstre fod og Shine. Men som også, i modsætning til mange beslægtede film, forsøger at skildre sin hovedpersons sindssygdom som en sygdom og ikke en flamboyant livsstil.

Personlighed
Ron Howard, der er i Sverige for at promovere Et smukt sind, kan fortælle, at Imagine er i gang at udvikle endnu et par film om mentalt syge mennesker, men at det var Et smukt sind, der er baseret på journalisten Sylvia Nasars bog om den skizofrene matematiker John Forbes Nash Jr. (i filmen fremragende spillet af Russell Crowe), som tiltalte både Grazer og ham selv mest.

»Det er en meget usædvanlig, menneskelig historie om et mystisk emne, som kan være svært at have med at gøre,« siger Howard.
»Manuskriptets forfatter, Akiva Goldsman. havde en meget original indgangsvinkel til emnet. Meget af hans indsigt havde at gøre med det faktum, at han har arbejdet med psykisk syge, og at hans forældre er psykologer og har arbejdet med skizofreni.«

»Jeg tror, at Akiva i historien så en mulighed for at få publikum til at forstå, hvor virkelig sygdommen og vrangforestillingerne er for dem, som lider af den,« siger Howard, som selv blev udfordret af det vanskelige i visuelt at skulle beskrive et menneskes sindssygdom.

Han ville gerne undgå at behandle historien om Nash som et klinisk studie set gennem en psykiaters øjne, fordi det måske nok ville bevæge publikum, »men det giver ikke så spændende eller personlig en filmoplevelse.«

»Vi valgte ikke bare den mest direkte facon. Jeg havde fornemmelsen af, at hvis det virkede, så ville det give publikum mulighed for at opleve det som en film – og give dem en vis intellektuel indsigt. Der er spænding og dramatik i filmen, og da jeg skulle forberede mig på at instruere Et smukt sind, blev jeg ved med at tænke på John Frankenheimers The Manchurian Candidate (en politisk paranoiathriller, red.) I filmens midterste del ville jeg visuelt arbejde med de samme ideer og følelser,« siger Howard med henvisning til de sindsoprivende sekvenser i Et smukt sind, hvor Nash’ vrangforestillinger begynder at fortrænge virkeligheden, så også publikum har svært ved at følge med.

Tog sig friheder
De amerikanske kritikere har haft delte meninger om Et smukt sind, og mange har anklaget Howard og Goldsman for at udelade og forvanske fakta – næsten en betinget refleks, hver gang en instruktør drister sig til at bruge virkeligheden i en fiktionsfilm.

»Vi tog os mange friheder, og vi har brugt mange kreative kræfter på at fortætte og forenkle historien – det handlede om fokus og spillelængde,« siger Howard.

»Historiens friskeste og mest originale aspekt var at skabe en verden af vrangforestillinger, som føltes virkelig eller interagerede med vores fornemmelse af, hvordan den virkelige verden ville se ud. Og så trække publikum ind i den virkelighed, før det endelig går op for dem, at Nash er syg. Selv da prøver vi at skabe en nagende tvivl om, hvad der er virkeligt og ikke virkeligt. Det var spændende, men det krævede en masse spilletid.«
»Hver gang vi satte os ned og kiggede på materialet og forsøgte at indbygge nogle af de øvrige sidehistorier, som har at gøre med Nash’ liv, så ødelagde det fokus.«

F.eks. fik Nash et barn uden for ægteskab, før han mødte sin kone Alicia, og så var der rygterne om biseksualitet, som Ron Howard er glad for, at han ikke gik nærmere ind i.

»Nash selv benægter dem på det kraftigste, og der er ingen faktiske forhold at dramatisere. Det ville have været ret uforsvarligt, selv om det er interessant, og vi overvejede det.«

Tveægget sværd
Ron Howard er dog ikke overrasket over eller uvant med den kritik, som filmen er blevet mødt med.
»Vi oplevede problematikken på Apollo 13,« siger han.

»Selv om vi med den historie virkelig forsøgte minutiøst at genskabe begivenheden, så fandt vi ud af, at det var umuligt at fange alle detaljerne eller påskønne alle de involverede på passende vis. Og det gør folk vrede. Hver gang man påtager sig at lave sådan en historie, så er det et tveægget sværd: Man ville ikke kunne fortælle den historie om John Nash, som vi fortæller, hvis det var fiktion. Den ville være alt for usandsynlig. Så man er nødt til at bruge sandheden som springbræt. Omvendt er det umuligt at skildre nogens liv på to timer,« siger Howard og begynder så at formulere de regler, han arbejdede ud fra.

»Man er nødt til at blive ved med at stille sig selv to vigtige spørgsmål: Det ene er, ’er du i gang med at lave en god film? Udnytter du historiepotentialet til fulde?’ Og nr. to: ’På trods af al tildigtningen, kreativiteten, omarbejdningen, fortætningen, tidsspringet, fanger du så stadig ånden i det pågældende liv?’ Hver gang jeg stillede mig selv de spørgsmål, følte jeg, at jeg var på sikker grund.«

»Indimellem kan det være frustrerende, men film har en tendens til at være simple konstruktioner, og med mindre, at man ønsker at lave en miniserie, der fortsætter time efter time, så er man nødt til at foretage nogle hårde valg.«

Kunst og kreativitet
Howard er stolt af Et smukt sind, og han føler, at han med filmen har udvidet rammerne for, hvad han er i stand til som instruktør, og hvad man kan tillade inden for den mainstreamfilm, som han heller ikke lægger skjul på, at han befinder sig lige i midten af.

»Jeg føler mig godt tilpas med systemet, og systemet stoler på mig,« siger han med et smil.

»En af de ting, som jeg bevidst prøver at gøre, er at få systemet over på min side og gøre mig fortjent til dets tillid. Og samtidig finde min egen kreative identitet og erfaring. Jeg har været tålmodig, mens jeg har arbejdet mig gennem forskellige genrer og udviklet kreative forhold og alliancer.«
»Apollo 13 var en meget udfordrende film for mig, Ransom lidt mere dyster, EdTV en komedie, men også skarp og personlig for mig, godhjertet, men interessant. Jeg er tilfreds med Et smukt sind, men jeg synes, at jeg er ved at komme op i fart. Jeg har udvidet mine egne grænser, og jeg vil fortsætte med at udvide dem.«

»Ærlig talt, så håber jeg på, at jeg kan blive ved med at skubbe systemet en lille smule på min egen, stilfærdige måde. Jeg tror, at Hollywood vil blive ved med at tilbyde virkelig interessante film, som benytter sig af filmstjerner og appellerer til et stort publikum i hele verden, men som også er ægte kreative og kunstneriske.«

Denne side: http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=125596